
Nem juleskum-is
Lav nemt en lækker juleskum-is af ganske få produkter.
Julen er over os og supermarkederne boomer med diverse juleslik. Og som hvert år ved juletid begynder supermarkederne nu at kæmpe om hvem der kan sælges diverse julevarer billigst, heriblandt sukker, æbleskiver, smør, fløde mm. Har du plads i fryseren, så kan jeg kun a.nbefale at tage nogle eksta fløde med hjem, samt også holde øje med tilbud på kondenseret mælk. For du behøver stort set ikke andet for at kunne lave en rigtig lækker hjemmelavet is.
Jeg er selv stor fan af at lave hjemmelavet is af kondenseret mælk og sørger altid for at købe lidt ekstra når de er på lager. De kan som regel holde ret lang tid.
Jeg har mange forskellige bud på opskrifter med kondenseret mælk. Lad os starte med denne lækre juleskum-is, som jo hører til på denne årstid. Der skal ikke bruges ismaskine, så derfor kan de fleste lave denne is.
Juleskum er en dansk favorit i julemåneden, og har en sikker plads i slikskålen i hele december måned. Den elskede juleskum er formet som små lyserøde julemænd med hvidt skæg og har en lækker smag af jordbær og vanilje. Juleskummet bliver sprødt, når det fryses, men bliver lidt mere svampet udenpå, når de tøer op, men dog stadig sprøde indeni
Juleskum-is opskrift
Ingredienser
- ½ l piskefløde
- Korn fra en vaniljestang
- 1 dåse kondenseret mælk
- Cloetta juleskum 100 gram
Fremgangsmåde
- Pisk fløde, vaniljekorn og kondenseret mælk sammen – det bliver tykt uden at fløde behøver at blive pisket alene først.
- Klip juleskum i mindre stykker og rør det rundt i blandingen indtil stykkerne er nogenlunde jævnt fordelt. Gem evt. et par stykker til at pynte med.
- Hæld isen i en boks, og sæt den i fryseren i ca. 6-7 timer.
Med denne opskrift minimeres krystallisering af isen.


